Måned: oktober 2006

Det er lige som jeg husker det. Måske endda lidt værre her første dag.

Op kl 5, og afsted i mørke. Mørkt igen kl. 17.
Det er heldigvis ikke koldt. -Endnu.
Og så er jeg vist ved at blive forkølet.
Jeg burde rulle mig ind i et varmt tæppe, fylde brændeovnen og placere mig foran med et krus koncentreret sommer i form af varm hyldebærsaft. Prøv selv med en dråbe rom eller to for smagens skyld.
Det er ikke sikkert det hjælper på forkølelse, men det giver varme helt ind i følelserne.

Og med egen varme nok, kan der sendes mange positive tanker ud til verden.

Om fire måneder er det allerede lysere end i dag.

Det er en helt uvant følelse. Der er egentlig ikke nogen forskel. Hun kunne ligevel være i biografen. Eller på besøg, og komme senere hjem.

Men der er en underliggende stemning af, at alting er anderledes. Og vedbliver at være det.

Sådan har alle forældre med voksne børn nok følt, når den sidste tager afsked.

Så ved jeg også det!

Hvad er tungt?

At bære hendes første sparsomme indbo
ad trappen til fjerde?

Erkendelse?

Det sidste barn
har sluppet hjemmets fængslende tryghed

Og byttet med verdens lokkende udfordringer

Hun trisser rundt som sædvanlig
og samler småting sammen
lige her omkring os

Alligevel kan jeg mærke det allerede
savnet står parat
-og klart

I mine øjne

 

Der var landskamp i Parken forgangne uge.
Ikke at dét var noget særsyn. 
Men jeg var der også. Min første landskamp. Års skepsis lagt bagud.
Det var en god oplevelse for hele familien og flere af børnenes venner – og Amalie, ikke at glemme.

Perspektivet er så meget anderledes i 3-D i forhold til TV. Og man kan selv vælge hvad der er interessant at se på. Stemningen gjorde indtryk. Der er et yndigt land med 40.000 stemmer. Overvældende.

De ku’ godt ha’ scoret, nu jeg var der.

Hvis jeg vandt millioner
helst britiske pund
eller blot danske kroner

så ville jeg købe
-lad mig tænke mig om
er det noget at røbe

måske bil eller hus
med mere plads
eller hvad med en bus

en fladskærm
med stik og antenner
nej hellere må jeg
ha’ flere venner

sÃ¥ ka’ jeg belære
mens alle de lytter
om volt og ampere

så længe jeg betaler
de retter sig ind
efter det jeg befaler 

en dag kommer så
mønten er væk
de får fri til at gå

når millioner og venner er gået
kan jeg sidde og tænke
på hvad jeg har fået

er der grund til at klage
jeg ønsker så lidt:
en enkelt tilbage

-en million?

En hilsen ansporet af gode venners hjemkomst fra Barcelona.

En smuk by i Catalonien. Fik I set nogle af Gaudis værker? Sagrada Familia?

Jeg fik stor respekt for den energiske arkitekt, som ikke gik i andres spor, men red ovenpÃ¥. Og som kunne konstruere komplicerede søjler og buer optimalt. -Uden at drukne i endeløse beregninger. Han lod naturkræfterne vise vejen. I katedralens museum, er der en model af de bærende konstruktioner, udført i negativ form. De bærende elementer er kæder, og belastningerne er vægte. SÃ¥ er det “bare” at betragte det hele i et spejl – og SÃ¥dan! Et billede af den optimale form for overførsel af kræfter.

Og så byens gamle kvarterer. At gå der og føle historiens hvisken.
At jeg sÃ¥ pludselig blev revet ud af drømmene, og kaldt tilbage til den grumme nutid. Bare fordi jeg var sÃ¥ tankeløs – eller godtroende -  at jeg forestillede mig at man kan gÃ¥ rundt en sen aften – alene.

MÃ¥ske mere om overfaldet en anden gang. Det endte jo godt.